23948sdkhjf

Amazons største trumfkort er en dræbercocktail

Du vil jo gerne være med i hulen, ikke Mulle?

Citatet stammer fra den 37 år gamle Bille August-film Zappa. Men det kan med rette genbruges, når man skal kigge nærmere på verdens i dag mest succesfulde abonnementsforretning: Amazon Prime.

Læs RetailNews som e-avis: 32 sider med nyheder, baggrund, portrætter og perspektiv

Kundeklubben med dens 150 mio. brugere på verdensplan er ifølge eksperter en af de bærende årsager til, at Amazon snart kommer til at vende op og ned på dansk detailhandel.

For hvis du er med i klubben – eller hulen – får du for et månedligt abonnement adgang til en række tjenester og ikke mindst gratis levering til døren. Den pakke får danske detaillister svære ved at konkurrere med.

- Amazon Prime er dræbercocktailen, siger Jan Damsgaard, professor i digitalisering på CBS.

Han bakkes op af detailekspert Flemming Birch fra konsulentfirmaet Birch & Birch.

- Hvis jeg i denne måned allerede har betalt for levering, hvorfor skulle jeg så købe tingene andetsteds? Det er så godt tænkt, men også enormt vanskeligt, fordi det kræver et kæmpestort setup, siger Flemming Birch.

Bruger 2,4 gange så mange penge

I USA er mellem 60-80 pct. af alle husstande medlem af Amazon Prime. For cirka 60 kr. om måneden får de gratis fragt med én-dags levering, adgang til musik, film og e-bøger samt særlige tilbud og rabatter. For eksempel i supermarkedskæden Whole Foods, som Amazon ejer.

Op mod 70 pct. af Amazons samlede indtægter kommer fra Amazon Prime-medlemmer. De bruger i gennemsnit 2,4 gange så mange penge årligt på Amazon som ikke-medlemmer.

- Amazon Prime er kronjuvelen, konstaterer Søren Kipling, der rådgiver danske virksomheder om salg af varer på Amazon.

I Tyskland er der nu over 17 millioner Amazon Prime-medlemmer. Her er der gratis ekspreslevering i hele landet, levering samme dag i de 20 største tyske byer og levering inden for to timer i Berlin og München.

Og når Amazon om kort tid officielt indvier sin svenske platform, bliver det med ”et komplet detailhandelstilbud.” Så er Danmark omringet af Amazon Prime og kan meget vel blive næste marked.

En helt ny måde at handle på

En analyse fra Boston Consulting Group anslår, at Amazon på tre-fire år kan sætte sig på 20 pct. af nethandlen i Danmark, hvis den ruller sit Prime-koncept ud.

Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) anslår den danske e-handel til at være på cirka 150 mia. kr. om året.

- Hvis du er Amazon Prime-medlem, er det Amazons problem at få varen ud til dig – uanset om det bare er en dåse hakkede tomater. Selvom du har betalt for leveringen gennem dit abonnement, opfatter du det som gratis. Det er en helt ny måde at handle på, siger detailekspert Flemming Birch.

Flere kæder herhjemme er i mere eller mindre grad inspireret af Amazon Prime-modellen. Coop har endda lånt lidt af navnet med sin kundeklub Coop Prime.

For at blive medlem skal man dog månedligt indbetale minimum 1.000 kr. til en Coop-konto, som kan bruges til indkøb. Jo større indbetaling, desto flere fordele.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113